EN

SDU og Raido indgår et flerårigt samarbejde

Skrevet: 09.12.2025

Syddansk Universitet og Raido har indgået en toårig samarbejdsaftale om en række forskningsbaserede webinarer, der skal styrke pædagogisk og didaktisk praksis på landets ungdomsuddannelser.

Fra 2026 til 2027 leverer forskere fra SDU’s Center for Gymnasie- & Erhvervsuddannelsesforskning seks praksisnære oplæg til Raidos Læringsnetværk, et landsdækkende fagligt netværk af undervisere og vejledere på tværs af uddannelser.

Webinarerne kobler aktuel forskning med konkret undervisningspraksis og henvender sig særligt til undervisere på gymnasier og erhvervsskoler. Oplæggene er dog også relevante for undervisere på andre uddannelser, herunder FGU’er, VUC’er, erhvervsakademier og professionshøjskoler. Raido står for mødeledelse, programindhold og dialogen med medlemmerne, mens SDU bidrager med forskningsbaseret viden og faglige oplæg.

Optagelser af oplæggene stilles til rådighed til medlemmer via RaidoLearn, Raidos læringsplatform til undervisere, og på SDU’s hjemmeside. Samarbejdet løber frem til december 2027 med mulighed for forlængelse efter fælles evaluering.

“For os er det afgørende, at forskning ikke blot publiceres, men omsættes til praksis og bringes i spil i de faglige fællesskaber, hvor den kan styrke læring og trivsel. Raidos Læringsnetværk spiller en central rolle i det arbejde, fordi det udvider rækkevidden og forankrer den nyeste viden i sektoren.” 

- Ane Qvortrup, professor og leder, Center for Gymnasie- og Erhvervsuddannelsesforskning

”Samarbejdet med Raido giver os en værdifuld mulighed for at bringe forskningsbaseret viden helt tæt på den praksis, hvor den skal gøre en forskel. Vi ser frem til at bidrage med  faglige oplæg, der kan styrke undervisningen på tværs af ungdomsuddannelserne.”

 - Anne Bang-Larsen, ph.d., projektleder, SDU

“Raido er sat i verden for at finde nye veje, så flere unge lykkes med deres uddannelse. Med SDU som partner styrker vi vores arbejde med at formidle forskningsbaseret viden af høj faglig kvalitet - særligt inden for gymnasieområdet.”

- Steffen Thybo Drostgaard, direktør & stifter, Raido

 

Om SDU’s Center for Gymnasie- & Erhvervsuddannelsesforskning

Foruden den omfangsrige forskning på gymnasie- og erhvervsuddannelsesområdet, er SDU hjemsted for en række centrale uddannelsesaktiviteter, herunder Teoretisk Pædagogikum for gymnasieområdet, Master i Gymnasiepædagogik, Mastermodul i Didaktisk udviklingsledelse og særligt tilrettelagte efteruddannelseskurser. Læs mere

Om Raido

Raido er en dansk almennyttig forening, der samarbejder med uddannelsesinstitutioner om kompetenceforløb for styrket læring, trivsel og gennemførsel af elever og studerende. Hovedaktiviteten er to nationale årskonferencer hhv. SPS- og Lær-konferencen samt online kurser og webinarer samlet på læringsplatformen RaidoLearn. Læs mere.